12 
VITAE SANCTORVM DANORVM 
IV. Ympnus (o: Hymnus) de sancto Theodgaro. Det er 
et rent kirkeligt Digt uden nogen historisk Betydning. Kilden for 
det er alene Breviarium Othiniense, hvor det findes indskudt 
mellem femte og sjette Antiphona ad Vesperas. Hymnens Versemaal 
skal aabenbart vaere det sapphiske; men Versene er byggede efter 
Accenten, uden Hensyn til Kvantiteten, som det ofte skete i Middel- 
alderen med dette Versemaal, og hermed fremkom tillige den 
urigtige Scansion, som siden har vundet Haevd; den kan betegnes 
saaledes: ' . . ' . | ' . '. ' ., idet Accenterne angiver de betonede, 
Prikkerne de ubetonede Stavelser, Stregen Verscsesuren. 
Foruden disse 4 Stykker har vi endelig Stykket 
V. Fragmenta libri cuiusdam deperditi de miraculis 
sancti Theogar i. Disse Brudstykker er fundne i Rigsarkivet af 
Registrator Plesner paa to Pergamentstumper, som havde vaeret 
benyttede til Indbinding af Solvesborg Lensregnskab for Tiden 
1. Maj 1622 til 1. Maj 1623. Tilsammen udgor de den overste 
Del, efter min Mening noget over Halvdelen, af et Haandskriftblad. 
Haandskriftet maa formodentlig have tilhort et eller andet Kloster 
i Skaane og antages at stamme fra det 13. Aarh.; Skriften er 
meget smuk og tydelig, og hver enkelt Mirakelfortaelling har, som 
det synes, begyndt i en ny Linie med et farvet Initialbogstav, 
hvoraf der er bevaret tre, de to malede med rod og blaa, det 
tredje med rod og gron Farve. Forkortelser anvendes ret hyppigt, 
men de er ganske simple. Der er to Kolumner paa hver Side; 
paa Forsiden (folium rectum) er der bevaret 13 Linier af hver 
Kolumne, i forste Kolumne tillige nogle ganske utydelige Spor af 
den 14de, paa Bagsiden (folium versum) 12 Linier og Spor af den 
13de i hver Kolumne. Da det vel maa staa fast, at den For- 
taelling om en ancilla, som er begyndt i det sidste Stykke af anden 
Kolumne paa Forsiden, er den samme, som forst afsluttes i forste 
Kolumne paa Bagsiden, hvor der endnu tales om en ancilla, kan 
der naeppe mangle mange Linier af den hele Kolumne, i det 
hojeste vel 8 eller 9; netop derfor er jeg ogsaa, som ovenfor 
sagt, vis paa, at Fortaellingen om Biskop Eskillus, som begynder i 
forste Kolumne paa Forsiden, forst er bleven afsluttet i det overste 
Stykke af anden Kolumne paa samme Side. Haandskriftet har 
indeholdt en Rsekke Fortaellinger om Helgenens Mirakler; af disse 
Fortaellinger er rigtignok ikke en eneste bevaret heit, men der er 
dog saa meget tilbage, at man vist med Sikkerhed kan haevde, at 
den Fortaelling, hvoraf et Brudstykke staar forst her i Haand-