S. THEODGARVS 
11 
har vi i forste, tredje, fjerde og femte Antiphona det katalektiske 
trochaiske Dimeter som stadig gentaget Versled, medens anden Anli- 
phona ligesom Antiphona super Benedictus bestaar af 3 akatalektiske 
troch. Dimetre. Rhythmen i Antiphona super Magnificat in sec. Vesp. har 
jeg betegnet ved Accenter over det forste Vers; her er et glykoneisk 
Vers forbundet med et katalektisk trochaisk Dimeter. — Til Grund- 
lag for Tekstens Fastsættelse i dette Stykke tjener foruden de 
nævnte Breviaria (dog ikke B. Sleswicense) endvidere Diurnale 
Boschildense (D, trykt i Paris 1511); her mangier dog ikke alene 
alle Lectiones, men ogsaa næsten alle Versene i de tre nocturni. — 
Hvad Indholdet af dette Stykke angaar (bortset fra de rent 
kirkelige Afsnit, som jeg kun har taget med for at vise, hvorledes 
det hele ser ud), saa er det klart, at det falder i to Dele. 
Sangene i den forste og til Deis den anden Nocturne viser hen 
til Legenden, som vi har lært at kende gennem Stykke I og II; 
Etymologien Theodgarus . . deo carus i forste Antiphona af forste 
Nocturne har vi i Stykke II, Lect. I.; Udtrykket verbum vite predi 
care og forskelligt andet viser ogsaa hen paa Sammenhæng mellem 
Sangene og Legenden i Breviarierne ; i andet Responsorium i anden 
Nocturne finder vi det samme antydet, som staar fortalt i Stykke 1, 
Lect. VI., hvoraf man vist maa slutte, at Sangenes Forfatter har 
bygget sine Vers umiddelbart paa selve Grundskriftet, ikke paa de 
Uddrag af dette, som vi nu har i Stykke I og II. Men allerede i 
Sangene i anden Nocturne og endnu mere i de folgende Partier 
er der en hei Del, som viser ud over Legenden, idet der her kort 
antydes en Række Mirakler, som Helgenen skal have virket; der 
opkommer da det Sporgsmaal, hvor Sangenes Forfatter har hentet 
dette fra. Der er her, saa vidt jeg skonner, to Muligheder at 
vælge imellem : enten har der ved Siden af Grundskriftet med 
Legendefortællingen eksisteret et særligt Skrift med Fortællinger 
om Helgenens Mirakler; eller ogsaa har selve Grundskriftet foruden 
Legenden tillige indeholdt som Slutningsafsnit en Række For 
tællinger om Theodgars Mirakler, ligesom det er Tilfældet med 
Skrifterne om S. Vilhelm, S. Ketil, S. Nicolaus og S. Andreas. 
Enten nu det ene eller det andet finder Sted, har vi her Hilden 
til denne Del af Sangene; men er den sidste Antagelse den rigtige, 
hvad jeg er mest tilbojelig til at tro, saa har vi dog, som det 
nedenfor skal vises, endnu nogle Stumper tilbage af det ellers 
tabte Grundskrift. Forelobig vii vi imidlertid opsætte dette for at 
omtale Stykket