3. Yet, 2. Scene.
1
Muden Scene.
Fjerde Scene.
Pamphilius, WAandernes Konge.
PFamphilius. erre, Feen Bravalla,
Fugl-Pbeniy i det gyldne Buur! Sephifed Sen
r Overbringeren.
Mandernes Konge. mBravalla! — jeg
stiver nerpend! — tal iffe om bette Pteblitd
Svaghed. fle en enkelt Fjer, men hele Fuglen
ly bringes mig! — bet var en driftig Tanke.
Zab den fømme! nei! — Fugl Phenix bringed
nd i Solgemafket, der fonfer Fjedderkammen,
der ftaae bun igjen i fin Magt og Etjenhed,
ser medes vi! Ingen Ydmvgelfe!
Pamvphilius. Og Jepdifed Sen!
Mandernes Konge. Modtager jeg! førg
Du for lifle Nisjen!
(Vampbilius gaaer.)
Pamphilius. Aandernes Konge,
Pamphiliue, Tre Viftikørt,
Manbernes Konge (fer raa diske). ufe
dede anonyme Forfatter til Dr. Ragmusfen"
»g »Gtinnet bedrager" han er ber ubenfor; det er
sanffe intercåfant! men fad ham vente. påtit«
ten Piil, regjerende Kildenymphe før Tiooli
fom”, Etaftel, hun er fat noget tilbage. ,årols
den Klat, Professeur de la Magi!" — Jeg glæs
der mig til at fee dem, men førft til Gratulatio«
nen, imorgen, og med Prefenter; jeg holder meget
af Prefenter. Jeg har enduu nogle fra ifjor.
Mifer en Gitedermann.) Tet er Harmant tænkt,
(er)
Pamphilius. En ypperlig Tanke. (feer)
Vandernes Konge. Og Du kjenter ile
fane Hifterie; den er et heelt Eventyr, men det
or iffe trykt endnu,
Temte Ecene.
»Der var tv Bredre, der gif ud i Verden,
for de vilde fomme frem. Midt paa Landeveien
iaa der et ftort Duus, og paa Sfiltet ftod ffres
set, at det var det ftøre Dannelfeahuus, hvor
nan i fy0 Aar maatte gane i Lære, men faa
blev man vgfaa rigtig dannet, »Jeg gaaer ad
Skoven til%, fagde den Ene og faa gik han, 708
jeg gaaer ind i Dannelfeshufer!” fagde den Ans
ent, før han vilde nu være faa filfer paa det.
,De maa ferft lære at ftaae ordenlig paa Be
nene,” fagbe de til ham derinde; førfte Pofition,"
og faa ftod han i forfte Pofition. ,Tale er
Selv, men tie er Guld!" fagde de til ham, og
faa taug ban rent ftille; ,iffe tænfe paa Dem
[elv faa man feer ter, Dinene lige ud!" og faa
var Vinene lige ud. — ,Jkfke Benene faaban
naar De gaaer! jeg maa nof have en Snor
dem!” og faa fiF han en Enor i dem; »Ykke
Avmene faa! en Snor i bem,” og der blev Aiulket,
sg ban flog ud, og faa var han dannet! og
"qadan faar han ud! — (vifer Gltedermannen.)
dam er det!
Pamphilius. Og den anden Broder, ham
der aif ind i SFfoven.
Nandernes Konge. (firax derpaa) Elimar og
Denrik, (tenne har Hbe-Ainfigt og UAbe-Planerer.)
Manbernes Konge. Var bet imorgen,
'an havbe det været paa min Fødfelddag.
Mel. Elutningé Thema af Sonnambula.
Elimar (Inæfer, Lenrik aber efter).
Manderå Herre! tør jeg vove
Dig at takke, Dig at love!
Taf for Guld og grenne Skove,
Tal for Gave, taf for Gun!
Vandernes Konge.
Vær velkommen i mit Rige.
Flimar,
Tør jeg vove, bede, fine,
Frelø ferft den Ulyktelige,
Fra den fule Troldbboms Kunft!
treger paa Penrik.
HMandernes Konge.
leg forftager nof hvad Du mener.
Denne Abe er din Tjener,
Jeg ham Efilfelfen forlenet,
Den ban fordum fik og bar.
Vandernes Konge. Der var faa velfignet
og rart, alle Fuglene fang! — (Man borer uven
or Ibemaet af vicia 2: Fugl-Ptønir's Fang )
ang, fom nu! — bvad er det! — hør!
fVPampbiliug iler ub.)
Elimar.
|Nanderd Herre, hvit i Sale,
Vover jeg til Dig at tale,
Vover mig at anbefalr,
Fy min Kremtidé Lykke har.
Tredie Tcene.
Mandernes Konge
Honternes Konge bier Henriks Hesed mod Vantfa.
ret og guver en Staal Vand over ham, — Hen»
vil føringer ov med et Skrig, han bar mifter be
maffen, vg bør igjen fine fæbrantige Manerer.)
(fytter et Tlebtit, lægaer Faanden paa Fjertet og
begønter bervaa nanfle fagter, og beryaa færfere
sg færfere at fynge til Fuglens Melovie.)
Disfe Toner, denne Stemme,
3 mit Hjerte længft bar hjemme:
Nf, Erindringer de ajemme,
Ætraaler om Branallag Pasn!
Genrit.
Fei for Eatan, er det Maade!
Flipperne blev ganffe vande,
(forltraffet)
Vf tilgiv mig, Dered Naade!
Fr nu Ybefatten væk