stille Sind, er her ikke alene blevet lydeligt; men ble-
vet Daad. '
Man har undertiden villet mene, at Carl Johan ikke
saaméget af sig selv, af egen Drivt, er gaaen ind paa en
saadan Tanke, som snarere ledet, eller endog dreven af
Forholdenes og Omstændighedernes Magt. Hvad heri
kan være sandt, er i Virkeligheden allerede indrømmet.
Thi jo sterre Belydning vi tillægge hans Verk, Norges
og Sveriges Forening — ikke blot for de tvende Rigers
eget Vedkommende, men som den organiske Begyndelse
til en Articulation af det civiliserede Menneskesamfund,
hvilken vi betragte som den hele nyere Tids Opgave —:
desto sterkere maae vi være overbeviste omy; at vi i hiint
Verk see Forsynels Finger, og at det var forberedet,
indtil Tidens Fylde kom, ikke alene af de nærmeste Om-
stændigheder, men igrunden af den hele verdenshistoriske
Udvikling. Noget Saadant har den foregaaende Betragt-
ning nelop havt til Hensigt idetmindste at pege paa. Og
navnligen bør det erkjendes, at det norske Folks egen
Holdning, som i hiint svenske Statsskrivt omtales med
saamegen Ågtelse, 'har sin store Deel i Verket. Havde
det norske Folk ikke givet sig Constitutionen af 17de
Mai; havde det ikke, tvertimod den ,europæiske Nødven-
dighed*, i sin naive Selvfølelse, uden at veie sine materielle
Kræfters Ringhed, høit og dyrt — vi kunne gjerne sige til
Europas Forbauselse og maaskee under de store Magters
Haansmiil — erklæret, at det ei ville lade sig handle med
som en død Eiendom; havde Norge altsaa ikke viist sig
som en virkelig Nation med skarpt udpræget national
Bevidsthed: saa havde der vel været liden ' Opfordring for
Carl Johan til at handle anderledes, end de store Magter uden-
tvivl meente, da de syntes at give ham Hals og Haand over