Den germaniske Stamme, hvem denne Idee fortrinsviis 
synes betroet, var fra Arilds Tid deelt i mange og for- 
skjellige, ofte hendtlige Grene, og selv den kirkelige Re- 
formation, hvorved den saa at sige fik den hellige Ind- 
vieise lil sit verdenshistoriské Kald, syntes umiddelbart 
at føre til en Søndersplittelse i en Fleerhed af Secter 
og Partier, der gjensidig forkjeltrede hinanden. Saaledes 
naatte Protestantismen og idethele det nye Samfundsprin- 
ip i Begyndelsen væsentlig optræde som Modsætning og 
Vegation til det før Bestaaende, som Sønderrivelse af 
den Eenhed, hvoraf Romanismen, under sin indre Søn- 
derrevethed, dog havde bevaret et ydre Skin. Men dybt 
i det Indre, i Principet, ligger den høiere Eenheds Fre, 
som Romanismen mangler. Og vistnok har det lange 
Udsigter med et virkeligt almindeligt protestantisk Fol- 
keforbund; men en fri Vexelvirkning er dog allerede her 
langt mere levende og isandhed gjensidig, end i de ro- 
maniske Lande, der lide deels under fiendtlig Adsplittelse, 
deels under Trykket af et Suprematie. ' Mere og mere 
ska: det vel ogsaa føles som en »Svnd imod Naturen* — 
for ikke at bruge det endnu prægnantere Udtryk: Synd 
mod den hellige Aand — at protestantiske Nationer be- 
krige hinanden. Og selv Folkeforeningens Tanke er dog 
dveralt idetmindste enkeltviis: å mere eller mindre klare 
Antydninger tilstede: i det til Frankrig nærmest grænd- 
sende britiske Rige i den roligste, compactesle Sammen- 
trængtheds Form, i Tydskland "endnu hjæmpende og 
vaklende mellem ,det tydske Forbunds* løse Sammen- 
kitning af Brudstykker og deels opbevarede Levninger, 
deels kunstige Efterdannelser af de store Rigers Periode. 
Og netop vort skandinaviske Norden, med England paa