Sru Schønning. 
Ar. Hhlgel—: 
PSuard. 
Jeg ved vel, at det ikke er det, der vil des 
fremme Dem, men jeg anraaber fun deres dels 
modighed! Giv mig bereg Haand, og jeg troer, 
at jeg har fjobt den let med alle de Ulykker Jeg 
bar ubdiranet. 
Fru Schønning. 
Lad os tale om noget andet! — Det glas 
der mig ret bjerteligt at fee Dem igjen, at finde 
en gammel Ben, fom jeg frygtede at have miftet 
for ftedfe. Fa, jeg vil ikke nægte det, jeg har væs 
ret bedrøvet for Dems thi — ja vi ere jo nu æls 
dre — jeg tør nof fige det, De var mig kiær, 
Pduerd. 
De 
elftede mig!? De elffer mig endnu? 
Fru Shanning. 
Endnu den famme brufende Mand, fom for! 
Dog, det er vel nu fun Epøg, og det morer Dem 
at tage fat, hvor De flap for ti Aar fiden. Des 
reg Charac.cer er for flygtig — —