»Prrrrr!" sagde Troldgubben, ,det er Kommers med Ben- 
tøjet! Men hvad kan de mere end danse, strække Ben og 
gøre Hvirvelvind?< 
»Det skal du faa at vide!” sagde Elverkongen, og saa 
kaldte han den yngste af sine Døtre frem; hun var saa 
spinkel og klar som Maaneskin, hun var den fineste af alle 
Søstrene; hun tog en hvid Pind i Munden, og saa var hun 
rent borte; det var hendes Kunst. Men Troldgubben sagde, 
at den Kunst kunde han ikke lide hos sin Kone, og han 
troede heller ikke, at hans Drenge holdt af den. — Den 
anden kunde gaa ved Siden af sig selv, ligesom om hun 
havde Skygge, og det har nu Troldfolk ikke. — Den tredie 
var af en ganske anden Slags; hun havde lært i Mosekonens 
Bryggerhus, og det var hende, som forstod at spække Ælle- 
trunter med Sankt Hans-Orme. 
»Hun bliver en god Husmoder!" sagde Troldgubben, og 
saa klinkede han med Øjnene, for han vilde ikke drikke 
saa meget. 
Nu kom den fjerde Elverpige; hun havde en stor Guld- 
harpe at spille paa, og da hun slog paa den første Streng, 
løftede alle det venstre Ben, for Troldfolk er kejtbenede; 
og da hun slog den anden Streng, maatte de alle gøre, hvad 
hun vilde. 
»Det er et farligt Fruentimmer!" sagde Troldgubben; 
men begge Sønnerne gik ud af Højen. for nu var de kede 
af det. 
.»Og hvad kan den næste Datter?" spurgte Troldgubben. 
»Jeg har lært at holde af de Norske!” sagde hun, ,,0g 
aldrig gifter jeg mig, uden at jeg kan komme til Norge! 
Men den mindste af Søstrene hviskede til Troldgubben: 
»Det er bare, fordi hun har hørt af en norsk Vise, at naar 
Verden forgaar, saa vil dog de norske Klipper staa som 
Bauta, og derfor vil hun derop. for hun er saa bange for at 
forgaa.” 
»Ho, ho!" sagde Troldgubben, ,slap det derud! Men hvad 
kan den syvende og sidste?" 
»Den sjette kommer før den syvende!” sagde Elverkon- 
gen, for han kunde regne; men den sjette vilde ikke rigtig 
komme frem.