j
Juleterierne,
Jeg drog ham med mig ind i Salen; men her holdt
han mig tilbage, standsede og sagde:
»Bi kære! jeg maa summe mig lidt — hende —
i Livorno — han i Nat fortalte om — hørte De det ?4
»Noget af det,4 svarte Jeg, ,jeg vaagnede hændel-
sesvis mod Enden af Historien.
»Men hvad siger De? udraabte han og slog Årmene
over hinanden, idet han med store Ojne stirrede paa mig,
»denne franske Pige — hm! Riiseau — Rousseau —
eller hvad det var hun hedde — og Komtessen? — +
»— Er een og samme Person !« forsikrede jeg.
»Nu skal De se -— hun g0r ham sikkerlig Afbigt for
hendes ugrundede Mistanke — kom!
Endnu vilde han ikke af Sted; Tvivlen fik atter
Overhaand, han satte Næverne i Siden og saa paa mig
med et Smil, der omtrent skulde sige saa meget som:
»Det er et eller andet Skælmeri, du har for.% —
I dette Ojeblik hørte vi Komtessen sige: ,naar
De ret vil betragte min gode Alice, vil De selv let
opdage den store Lighed i Deres Ånsigtstræk, som gav
Bagtalelsen Vægt. Jeg var allerede to Dagsrejser fra
Livorno, da hun bragte mig ud af Vildfarelsen; og da
jeg ankom der igen, var De borte,«
»Per deum optimum maximumt% raabte Konrek-
loren, ,ita se habet res! 4
Og dermed sprang han foran mig ind til de lykkelige.
Nu først blev jeg mig det søde Haab om Alices
Besiddelse fuldkommen bevidst, og med hankende Hjerte
gik ogsaa jeg derind. —
Forsoningen mellem de genfundne var fuldbragt.
Alle tre stod Haand i Haand, og en Glæde, som vi
lænke os de saliges, straalede i deres Aasyn.
»Broder!€ raabte Kaptajnen og faldt med frem-
bristende Taarer om Broderens Hals.
der nærmede mig Alice. Hun rødmede i yndig
Forvirring.
Qyvar
hortt
Fora
Orde
vært
men
hen«
som
inde)
der
ikke
fejre!
blan
af d
sine
Offer
end
rolig
ande
1117
der
-
Ved den store og gode Gud. — Alt forholder sig san