være gjort 
jømand — 
and, som 
t for at se 
st ikke har 
stad og er 
id bleg og 
æppe nok 
'get stærre 
lar havde 
le Udrejse 
fra ham, 
ia. Hans 
Ungdoms 
lade høre 
> som rig 
Violin og 
kfuldt af 
e Instru- 
dal, naar 
is. Dog 
til Byen 
ad. 
Efter 
Juleferierne, 
29 
en tæt Frokost, ved hvilken Degnen og hans hornede 
Substitut gav rigelig Stof til Skæmt og Ldéjer, tog 
Herredsfogden fat paa sit Instrument og strøg en Vals, 
der snart rev de fleste med sig; og da der ikke 'var 
Damer nok, maatte ogsaa Mandfolk danse med hinanden. 
De genfundne Brødre sad smilende sammen og 
saa til. De slap næsten aldrig hverandres Hænder; og 
den ældre — Konrektoren havde femten eller sejsten 
Aar forud — passede især paa den yngre med en 
Ængstelighed, som om han var bange for at miste ham 
igen — som en nygift Mand, sagde Herredsfogden, paa 
sin unge Kone. Kom Købmanden ham et Ojeblik af 
Sigte, spurgte han urolig: ,hvor blev Christian? saa 
I ikke Christian?' og søgte, til han fandt ham. 
En Morskab afløste den anden; den lystige Jurist 
var Sjælen i dem. Han gjorde endog et Par Gange 
det vidunderlige Kunststykke, at han fik Qvintus til at 
le saa heftigt, at man saa hans Tænder. 
Dagen var borte, inden vi mærkede det; Aftenen 
ligesaa. Endog Damerne havde saaledes ladet sig hen- 
rive i denne Munterheds Hvirvel, at da det blev Senge- 
tid, kom de først i Tanker om, at der manglede Leje 
til een. Vel skete Tilbud nok, om at ville ligge paa 
Stole, men saadanne bleve ikke antagne. 
Den ene Datter hviskede noget til Moderen, men 
denne rystede paa Hovedet og svarte sagte, hvorved jeg 
blot nam de Ord: 
— ,G6re hende Uro saa silde —+ 
»Det behøves jo ikke heller,€ sagde nu Kammer- 
raaden; ,der staar jo en Seng i den sorte Stue; 
Hovednøglen lukker op — i Morgen kan vi gåre Und- 
skyldning. 4 
»Den sorte Stue? spurgte bægge Pigerne med 
store Ojne; ,hvem vil Fa'er ha'e til at ligge der?% 
»lh — svarte han smilende — ,Degnen for Eks- 
empel. 
»Nej Katten ryuv mæ, om a gjør!" raabte denne 
bestemt, ,saa skal a fahr go hiem.%