.32 
Høstferierne. 
Vi havde ikke spillet en Fjerdedel af samme, før 
Déren foran os gik op paa Klem; men da Stykket var 
ude, aabnedes den helt, og som en Billedstøtte, som den 
personificerede ,Penseroso% stod foran os den paraly- 
serede Tonekunstner. Han formasede næppe at aabne 
Læberne saa vidt, at der kunde undslippe dem den Ud- 
gydelse: ,Dersom det ikke er en Viotti, saa skal Djævlen 
knække min Bue!+ 
Dette var herved bemærket hans dyreste Ed, som 
han kun brugte ved meget højtidelige Anledninger. 
Degnen, i hvis Bryst ikke fandtes en eneste ren 
Tone, og for hvem følgelig her en Duetto concertanto 
af Viotti slet ikke var bedre end en Solo af Pe' Syv- 
spring, rystede Parykken og sagde: ,Å trowr, Katten 
(laa mæ! te den Spillekonter æ smaataavvele, + 
Høstgildet. EK. 
Efter at have tilbragt Resten af Eftermiddagen med 
adskilligt Tidsfordriv, alt efter enhvers Smag og Hu, 
samledes atter det talrige Selskab om Aflensbordet. — 
Samme Tavshed som om Middagen fandt ogsaa her i 
Begyndelsen Sted. Men da første Ret var spist, rejste 
Herredsfogden sig, tog sit Glas og sagde langsomt og 
højtideligt: ,Hermed har jeg den Ære at deklarere 
Mariage mellem Hr, Wakkeltop, forhen Fuldmægtig 
paa disse Herreders Kontor, men nu Proprietær og 
Ejer af Bompgaard, og velædle Jomfru Hansen, som 
hos ham sidder — de forlovedes Skaaj!% 
Overraskede, de fleste endnu tvivlende, rejste man 
sig, klinkede og drak; og se! de tildrukne takkede virkelig 
for Skaalen; men Fæstemøcn saa meget undselig og 
forvirret ud. Og de andre unge Piger gjorde Miner, 
der ikke kunde udtolkes som oprigtige Lykønskninger, 
men snarere som Hentydninger paa det gamle Ordsprøg: 
»Den, der spytter i Kaalen, maa selv søbe den af, % 
Men vakte den første Skaal Forundring, da var 
Forbavselse Virkningen af den anden: næppe var hin 
14 
lie 
et 
Gi 
Fr 
Af 
ha 
z5T 
MM; 
r 
5 
214 
sig 
fog« 
hi 
dek 
7on 
Sr 
vær 
fors 
hav 
vigti 
saa 
hove 
havr 
mg 
rime 
Minu 
offer 
nys 
Jeg 
Mun 
størr« 
fogde 
skøn!