1158 
Høstferierne, 
Paa de tvende Sømænd i det mindste forfejlede 
denne Prædiken ikke at gøre et kraftigt Indtryk: ved 
Udgangen af Kirken trykkede Kaptajnen Præstens Haand 
og nikkede to Gange langsomt ad ham, men hans Mund 
holdt sig tillukt over Følelser og Tanker forinden. — 
Men Ole brummede et hult: »Tak, Fa'r!% tog sit 
Sondagslommeklæde op af Jakkelommen og tørte sine Oine. 
Høstrildet. A. 
IX. 
Da vi om Mandagen havde spist Frokost og rejste 
os fra Bordet, sagde vor muntre Vært Kammerraaden: 
»Mine Herrer og Damer! Det er strenge Tider, vi 
leve i; og den, som vil spise, br ogsaa arbejde. Jeg 
anmoder Dem derfor alle sammen, at følge med ud i 
Marken og g6re Lige for Føden! 
Muntre fulgte vi Opfordringen: Hver tog sin Dame 
— om han havde nogen — og udnævnte hende til sin 
»Høstmø' , som alle kvindelige Høstarbejdere her til 
Lands kaldes; men Mamsel Dubois, der gerne gik ind 
i mandlige Roller, tog Frøken Schliissel. 
Da vi kom ud i Marken, fandt vi, at der næsten 
intet mer var at bestille: de rette Arbejdere vare i Færd 
med at samle det sidste af Rivningen. Desto lettere 
blev det os nu at vise vor Flittighed. Enhver fik sin 
Rive i Haanden; men de bleve ikke nær alle haandterede 
med lige Færdighed, og mangen kejtet Behandling af 
dette simple Redskab fremkaldte og mangt et Smil paa 
de hosstaaende Hovfolks brune Ansigter. Men Fran- 
caisen vakte deres Beundring og lydelige Bifald; og det 
fortjente hun virkelig. Dette følte hun selv; thi da hun 
længe før de fleste andre var bleven færdig med sit 
Skaar, svingede hun Riven triumferende over Hovedet. 
beskriv« 
Skvadr« 
og $: 
bageste 
kraftige 
D 
sidste 
med M 
frisknir: 
klæde 
i en H 
Skæmt 
paa di 
det gla 
M 
sin Li 
lavede 
M 
i 
hænge 
ikke d 
fortjen: 
” 
til den 
samm 
afsatte 
hel Å 
den eé 
det gir 
fordre 
i eet 
andet. 
blev . 
Men 
Tinde