100 
Høstferierne. 
Hvad Fanden vil De med det?" spurgte Offi- 
ceren. — 
»Afstikke Holmen,4 lød Svaret. 
»Og De vilde virkelig,” raabte hin, ,rode i Snavset 
med min Sabel, som i næste Ojeblik skal i Livet paa 
Baronen; fy! det var gement — men behag ,% vendte 
han sig til Kaptajnen — ,at bestemme Kampens Vilkaar 
og Maade." — 
»Dersom De tillader? — tog Urold Ordet — 
»Saa vil jeg foreslaa den gamle Kampmaade.+ 
»Hvorredes var den?" spurgte den allerede igen 
temmelig betuttede Baron. — 
»Man havde egenlig to,% sagde Urold belærende: 
»den første og mest yndede var saadan, at den ene 
Kæmpe havde et kort og let Sværd, med hvilket han 
gjorde tre og i særdeles Tilfælde ni Hug paa Modstan- 
deren, som havde et langt og tungt Sværd, med hvilket 
han, naar Turen kom til ham, gjorde et Hug. Men 
paa den anden og simplere Maade vekslede man Hug 
om Hug.% — 
»Man havde dog Rov tir at parere?” spurgte 
Baronen. — 
»Gud bevares, nej!" svarte Antikvaren, ,det kendte 
vore tapre Forfædre ikke noget til, 
»Hr. Kammerraad!" faldt nu Kaptajnen ind: ,Vi 
ere nymodens Mennesker her og kan ikke befatte os med 
dette gamle Plumphuggeri. Maa jeg foreslaa: at Ba- 
ronen, som den fordrede, har første Udfald, og at første 
Saar beslutter Striden, der efter sin Anledning og Aarsag 
ikke kan anses for at høre til dem, der gaa paa Livet." — 
»For mig gerne!" sagde Husaren. Baronen nikkede; 
og opmuntret ved Tanken om det første Hug, hævede 
han Sablen og faldt ud. Men Løjtnanten parerede uden 
Anstrengelse Hugget og kløvede i næste Ojeblik Mod- 
standerens Næsetip og Overlæbe. — 
ȁttendez!" raabte Kaptajnen, traadte til, adskilte 
Kæmperne og tog et Par Lærredsstrimler op af Lommen, 
med hvike han forbandt den enes lette Saar, saa codt 
det | 
ved I 
ligele 
Blod: 
Mun 
sit T 
Sejrh 
Bevx» 
Sable 
Seko: 
hvilk« 
slige 
en F 
den 
han 
hjælt 
omri 
maal 
Ole 
vidtlø 
intet 
et H: 
nå 2 
retni 
gyndt 
end 
mod 
haar« 
den + 
diktio 
næpp 
Rem 
HeT