7 
J 
jaa famme Ubdfald face! 
ya før vi trøftig det imødegane, 
(Bed Avifens Slutning d. 31 December 1829.) 
Et Iytfeligt Mytaar jeg ønfte dig vil, 
Med Ait hvad dig monne behage dertil: 
AF Glæde ret meget, men livt af Fortrey, 
Det daglige Brød udi Frihed og Fred, 
God Sundhed, god Mo i dit Huus, i dit Hjerte — 
Slam ffulde den faae fom mere begjerte! 
Dg ftrebe Fal jeg efter yderste Evne, 
Xt fylde den Tid, dig din Dont monne levne, 
Jeg ffal opvarte Dig, gurftige Læfer! 
Med fmaae Gedrister og ftore Fodæfer, 
Med Nyt ifra alle vor ordhlodes Lande, 
Med Rygter — nu falffe, og nu altfor fande, 
Snart 7" trig, og fart Evrkefrig, 
Ku MO" ed, nu Munfkejvig, 
Nu kloge Sndfald, nu dearlige Mand, 
bit Sjeltringeftreger, her ædel Daad. 
Dog nødig jeg vilde, du ffulde føre 
En Klage, jeg ellers faa ofte made køre: 
98 ja! San fyerger dog aldrig Andet, 
END Dudt og Ulykfer her udi Landet, 
Prolvpg. 
Fyi jeg er af 
At Godt og ; 
Fildeled 08 bh: 
Hvad! falder 
Dger Een, de 
Af Sorg og 
En lige Ford: 
Liigffare nu, I 
Per høres Gr 
Kort: faalede 
Gom Verden 
Dg ikke for 
Det Sure og 
per bliver Di 
Men log, tas 
Det Fan du f. 
Gee! det er k: 
Gaaer det i 
(Xremfagt veb 
Den ftalkels 
Ga mangen 
San vilden Vi 
Saa vidt fra