Mit Barn, min deifige Qvinde 
Faa Knæ hun fad 
Bed Vuggegængen derinde, 
Som om hur bad, 
Sit Hoved hun holdt i Retning 
Mod Puden ned, 
Den tætte, deilige Fletning 
ra Panben gled; 
Faa Vuggen lagde hun Avmen, 
Stærkt Lampen& Skjær 
Baldt over Panden og Barmen, 
Dq Barnet ifær. 
Jeg ftirrede paa dem begge, 
Faa denne No; 
Jeg nænnede iffe at vække 
De fode To. 
Som Efyer i Storm jog Tanke 
Paa Tante frem; 
Jeg hørte mit Hjerte banke — 
— eg gif fra dem. 
Der fnuger mig Nattens Skygge, 
Min Sjæle-Tørft — I! 
— $vad er det vi falde Lykfe? 
Hvor er den ftørjt? — — 
Vjsjen. 
3 denne Perle! Du fan jtole paa det! 
Henrik. 
eg har inddruffet Cwalds hele Liden, 
Ret folt hans Cvaler — og jeg fegned ved dem; 
Og dog enduu jeg kroer, en Aand, fom hans, 
Dar Øicbliffe ved fin egen Etorhed, 
3 hvilfe han er lyffelig, fom Faa, 
Men Øiebliffe fun. — Den Lyffeligite! 
5vo er Det? 
Nigjen. 
Du, tag fun min fidite Verle.