…” 
Fy 
De ikfe ftadigen holdt Kirkegang. 
Etcetern! min Fader og hens Ven 
Bar Folk fra den Tid; jeg blev ftrengt opdraget. 
— Med Frederik den Femte fom her atter 
Stor Lyftighed og Glæde over Landet. 
De Gamle fyntes iffe ret herom; 
Min Faders brave Ven, den jalig Styrov, 
kun havde, og langt ude i fin Slægt, 
Een Arving, ganjfe af den nye Verden; 
En vild Krabat, — jeg var et jtille Barn, 
Dpdraget, fom jeg ffulde være Munk, 
Derfor indjatte mig den gamle Mand 
Til Ene-Arvina. 
Ewald. 
Lg i Tejtamentet 
om den forunderlige Elauful for, 
At hvis man Eder finde fige paa 
En Ungdom8 Synd, et Træk uværdigt Manden, 
Saa faldt det Hele bort; I mijted? Alt. 
Eiljkom. 
Cy derfor fan F vel begribe, Kjære, 
Dvor man har jpeidet, og hvor jeg har ftridt. 
Men taffet være min Cpdragele, 
Min Styrke. Jeg jtod reen, etcetera! 
Emwalb. 
Dver har fin Brojt, Gud fjender den hva Alle, 
3 leved' iffe heller Ungdomåtiden 
3 en bevæget Stad; Y var paa Landet, 
De judile Heder frifte fun til Jagt. 
Eilifow. 
Det var et ftille, hvijt poetik Liv! 
Ewald. 
Der ovre findes Stof for mangen Maler; 
Den nøgne, brune Hede, Taterjolket, 
Som leirer fig om Baalet, reiit af Lyngtorv,