Ubasverus 
3 
Og jublede det Navn, fom ei vil døe, 
Der tnæler Romag Keifer, Nomerfølket 
Med famme Navn pan Læben. Vee mig, vee mig! 
Alt er omfliftet, alt en for Forvirring! 
De ftolte Guder bleve døde Stene, 
Men Martyrknoklerne Neligtier! 
De flumle Katakomber flage fom Templer, 
Oy Korfet, det foragtede, forhadte, 
Opbhøirt er i Ære! Tehvva! 
Din Aand, fom eengang favnede Tudæa, 
Gr veget bort fra Torden, og dit Folk 
PHenveiret i det ffore Verdens-Ebhaos! 
Hvor findeg Fraad i disfe Slægters Skjæbne, 
F Verdens Orden? Knuft er alt det Gamle, 
Det Ny er Skum, Tilfældet ene rvaaver. 
Mir, Brylt, 0 Fedova, det er dit TVempet, 
Dit fidfte Tempel paa den faldne Jord! 
Ebor af Engle, 
Abasverus! — eengang Abas! 
Faldne Broder, Dig vi følge 
Dy den Slægt, i hvis Udvikling 
Gud bar dine Vinger fagt! 
bå