Ubaéverufg. 
69 
Vandrer hun til den eenfomme 
Viingaard fangt fra Byens Muur. — 
Grægfet vorer høit i Grufet, 
Fjørnede Slyngplanter hænge 
Som et Mer om Muren Nefter. 
Der hun ftandfer, og hun vender 
Sig mod Verdens fire Hjørner, 
Som Præjtinden, der vil fpeide 
Fuglen Flugt. Ei Lyd der høres, 
Al Naturen ftille, fom et 
Stjønbede:Digt, der vaffluret 
Pviler i en Digterd Hjerte. 
Løv og Dvifte ligge kajted 
3 en Hob, — de maxe fil Side — 
Dg en Muurkant er tilfyne; 
Med en Stren hun banker paa. 
Der er Veien, her er Hulen, 
Natten ruger fort derinde, 
Dg bun bvier ned fit Øre, 
Lytter mod det mørke Svælg, 
Dedskold frommer Luften udad, 
Og en Haand berører hendes,