dn 
"n 
Ubasveiu 
Det var en Gru! vor ftallelg Kvifer Henrik! 
— Si talfe mage Hebræeren derhenne, 
Han gik og flink tilbaande, førte 08. 
Fa Keiferinden fank halvdød i Sneen, 
Han løfted hende hvit pan fine Arme 
Og vandred? ufortrødent altid fremad, 
Hebræer! hvorfor fidder Vu faa ftille, 
Og ftivrer gjennem Vinduet ned i Garden? 
Jeg rofer dig! Sligt er vift aldrig hændt dig. 
Abagverug, 
Jeg feer paa Verdens fære Herlighed, 
Paa Keiferen, barfodet og i Taarer; 
Jeg tænfer derbog pan en gammel Vife: 
Verdens Aand er Straffens Aand, 
Den Migejte Intet eier; 
Barnebaant bliver Kjæmpehaand, 
koffebiulet dreier.