NAbastyerud,
119
Den ældre Krigsknægt
Ulytfen ffal man agte, bar jeg børt,
D, bvo var meer ulyffelig end Henrik!
HBetænk den tunge Pilgrimåafart herbid.
De tydfke Fyrfter fpærred alle Veie,
Han med fin Huitru og fit ftaklels Barn
Tidt fom en Hund bar krøbet paa fin Bug
$Høit paa Savpiens vilde nøgne Bjerge.
En anden Krigsknægt.
Gvorledes fandt I Vei? hvor kom 3 frem?
Den Forrige.
Hvor vi fom frem? Jyjennem Jis og Sue,
Saa Hænderne var ved at fryje af!
Vi maatte vadfke dem til Liv i Sneen,
For at fage bundet Toug og Stænger fammen;
Eaaleded gik det over dybe Kløfter
Oy op af fteile glatte Klippemure.
Vi bandt paa vore Helte Fødderne
Og lod dem glide ned; vg fete det,
Fe braf et Been, faa jog di Kniven i dem
Oy flanede Huden af; i faadan en
Vi maatte flæbe Keiferinden fremad.