68 
A. 12, 1 f. Og fattes Overvagt, da feiger Slutningen 
Med Langsei eller Frygt, hvorhen de trakke den. 
A. 12, 20 f. Men Fiendskab uden Magt 
Bestrides med et Smii! og dampes med Foragt. 
A. 13, 17. 1 Strid med Onskerne maae Syn og Viisdom 
[vinde 
A. 13, 20 f. Og hvor ferst Önsket var, der fandt For- 
Om ei at billige, dog at undskylde det. [standen let, 
A. 27, 7 ff. Tak voxer af sig selv, hvor Godhed strummer ned; 
Men Takken foder Pligt, Pligt fordrer Lydighed. 
(Uskyldig! —) men hvor let opfyldes ei de Pligter, 
Som eiensynlig kun til egen Nytte sigter! 
A. 27, 13 ff. Da er det allerforst, at Villien adlyder, 
Naar Gründen til dens Valg er den, at Herren byder; 
Thi fandt Forstanden got, naar Haab og Langsei bed, 
Da var det ikke harn, dem var det, vi adlod. 
A. 34, 2. Hvor farlig er den Strid imellem Lyst og Pligt. 
A. 58, 12 f. Den er ferst adel, stolt, som selv i Lidelser 
Steds uforanderlig erindrer hvad han er. 
A. 62, 29 f. Hvor Lydighed skal proves, 
Maa Valget vare frit, og intet voldsomt oves. 
A. 77, 16. Den rene Lydighed er sikker uden Skranker. 
§ 2. Doppelter Accusativ. 
Einen doppelten Accusativ verwendet Ewald einige Male, 1 ) 
besonders in Gedichten aus späterer Zeit, bei den Verben se, 
tro und fole. 
Skr. Hj^ 131, 2: 
Vaagn i din Afmagt, see dig bundet! 
Skr. I; 87, 18 f.: 
See dig nedboiet under din Last af Leer, 
Udtart af Qvalm og Gift, 
9 Nach lateinischem Muster?