32 
in freien Rhythmen geschrieben sind. Besonders fallen die 
beiden Oden an Moltke durch die häufige Verwendung der 
Apostrophe in dieser Verbindung auf. Die folgenden Beispiele 
ordne ich chronologisch: 
Skr. I; 33, 14 f. (Sorgesang f. Soph. Magdal., 1770) 
0 tier! thi kun Skraekkens tause Stene 
Og dig, o Nat, vil vi betroe vor Nod etc. 
Skr. I; 49, 18 ff. (Hedningernes Frelse. 1771) 
Saa var den forste Nat, useet af Skabte — 
Saa var du, Tomhed, fuld af Skraek og Almagt, 
Da Ordet taug endnu, da Aanden hviilte! 
Skr. I; 83, 13 ff. (Heilige Nadvere, vor 1777) 
Thi som den graanende 
Taage, — 
Som den smelter, o Sol, i dine Straalers Glands. 
17 f. 0 jeg seer den ei meer, ikke dit matte Smiil, 
Fredens gispende Bud, ikke den gyklne Kalk! 
Skr. I; 85, 11 ff. (Til Sjaelen, 1777) 
Paa Myrens Fodstie foler den krybende 
Sin tabte Hoihed, — — — — — 
Og higer, som dens aedle Brodre, 
Efter din Straale, du Dagens Hersker! 
Skr. 11; 90, 2 ff. (Til Moltke I, 1778) 
Ei den Glaede, som Konst eher aarvaagen Flid, 
Eller, Viisdom! du selv leder i tusind Ror 
Til vor higende Barm; 
Skr. II; 90, 18 ff. (ebd.) 
Men Pharsaliens Heit, eher Philippi Son, 
Eller elsker du helst harn, som i Laenkerne 
Straaler meer end de to, Sokrates ? — har de meer etc. 
Skr. II; 91, 16 ff. (ebd.) 
0 naar Sangersken nu seer harn, den Heldige, 
Snart, nedsaenkt i sig selv, drikke den Tappres Fryd,